”Hvis du møder en grizzlybjørn, så er det det bedst, at løbe hurtigere, end dem som du er sammen med”. Med dette humoristiske råd fra en amerikaner i baghovedet, kørte jeg fra Salt Lake City i Utah til vest-indgangen af Yellowstone nationalparken, som ligger i Idaho. Jeg havde 3 dage ledig, mellem arbejdsrelaterede ophold i New York og Los Angeles. Og NU var chancen der, for endelig at komme til Yellowstone! Det er disse 3 dage, som jeg gerne vil dele med dig.
Optakten var, at jeg måske har set en ulv på en jagt i Sverige for nogle år tilbage, men jeg er ikke sikker, og det har i mange år været en drøm for mig, at se ulv i den vilde natur. Det var den primære drivkraft for denne tur. Men også den romantiske forestilling om Montana og Wyoming, med rigtige cowboys og indianere, har næret drømmen. Smag på navnene ”Wyoming” og ”Montana” og du får sikkert de samme billeder i dit hoved. Og jeg var nu taget af sted, med masser af formaninger fra baronessen, om at være forsigtig og passe på. Mere om det senere…
Turen tog 6 timer, først igennem Utah’s lidt ørkenagtige landskab, skiftende over til klassisk amerikansk landbrugsland i Idaho. Jeg havde været så heldig, at kunne få opgraderet min standard firehjulstrækker til en premium model for 10 dollars ekstra. Det viste sig at være en GMC Yukon, en bil jeg har kigget langt efter på mine ture i USA. Den er intet mindre end monsterstor og superkomfortabel til lange ture.
Undervejs var jeg inde og handle den obligatoriske bjørnespray hos Sportsmans Warehouse, som er et slaraffenland for jægere, fiskere og ”outdoorsmen” i al almindelighed. De har flotte, kæmpestore jagttrofæer i form af elge, bjerggeder, den særlige elk hjort, som minder om kronhjort, bjørne og andre lovligt nedlagte dyr, hvis bestand reguleres stramt af staternes vildtforvaltninger. Der er et kæmpe udvalg af våben, og der hopper kæden af for mig, fordi det er stadig muligt at købe semiautomatiske våben, som er designet til krigsbrug. Stop det, USA!
Bjørnespray er en slags kraftig peberspray, som kan sprøjte peberstøv ud på en afstand af 4-5 meter. Den skal man altid have på sig, klar til at trække (som en pistol), ifald man bliver angrebet af en bjørn. (Jeg havde også en sådan, som fast tilbehør på min tur i Alaska, for et par år siden). Der er dog ikke nogen 100% garanti for, at det stopper en bjørn, står der betryggende på emballagen….
Nå, men jeg kører videre, og da jeg kommer til den flotte indgangsportal til Yellowstone nationalparken, som er bygget af kraftig tømmer i bedste nybyggerstil, bliver jeg budt velkommen af en park ranger. Han giver mig de seneste dessiner om udfordringer på veje og stier, i form af mudderskred, afspærrede områder på grund af ekstra bjørneaktivitet og en formaning om, at køre forsigtigt, da bisonokserne er meget mobile i denne periode. Et godt råd, da jeg 10 minutter senere må stoppe for en flok på omkring 30-40 bisoner, som ganske astadigt er på vej midt på vejen, og som bestemt ikke har travlt med, at trække ud til siden. I flokken var der en del nyfødte kalve, og de var bare så nuttede. Naturfesten er begyndt!
Jeg skal den aften tværs over parken, til øst-indgangen, hvor jeg har booket overnatning i en tømmerhytte, et par kilometer uden for parkens grænse. Det blev en køretur på omkring 100 kilometer! Ja, det er en meget stor nationalpark, som er særlig kendt for sine gejsere, bisonokser og nu også ulve, som er blevet genudsat for omkring 10 år siden. Den centrale del af parken er faktisk et enormt vulkansk center, en såkaldt caldera, som eksploderede for flere tusind år siden, og dannede et gigantisk krater. Det er derfor, at der er så stor seismisk og geotermisk aktivitet i området.
Undervejs stoppede jeg ved en kæmpestor eng, hvor det løb en mindre flod igennem, og hvor bisonokser græssede i et utroligt flot aftenlys, med små vulkanske huller her og der, som spyede damp op i en jævn strøm. Det var virkelig flot, og medens jeg nød synet, kom der pludselig 2 unge elk hjorte løbende ind på arenaen for fuld fart. Jeg tænkte straks, at de måtte været blevet jaget af nogle spændende rovdyr, men det gik snart op for mig, at de bare var irriteret af insekter, fordi hjortene løb direkte ned i floden og lavede nogle gevaldige badutspring. Alarmen afblæst, men sjovt at se.
På aftenens tur, fik jeg en smagsprøve på parkens flotte og meget alsidige natur, og var undervejs forbi Hayden Valley, som jeg havde udset mig som et sted, med særlig stor chance for, at se grizzlybjørne og ulve, som var turens hovedformål. Jeg stod en stund og spottede med min kikkert, men så ingen rovdyr.
Noget efter mørkets frembrud, kom jeg endelig frem til bjælkehytten, som var indrettet i ægte westernstil, med bordlamper lavet af cowboystøvler og møbler af kraftigt træværk. Jeg faldt i søvn, udmattet, men godt tilfreds med den første dag af eventyret.
Jeg vågnede næste morgen ved daggry, cirka halv seks, og sprang ud af sengen, fordi jeg havde fået at vide, at der var bedst chance for, at se dyreaktivitet tidlig morgen og sen aften. Jeg kørte ind i parken og op mod den nordlige ende, hvor Lamar Valley ligger. Denne dal har på denne tid af året den tætteste bestand af bisonokser, som føder deres kalve på de føderige engarealer langs med floden, som løber igennem dalen.
Men inden jeg kom derop, så var jeg lige inde og vende ved Artist Point, som er der, hvor man kan se Yellowstone Rivers betagende vandfald, som du sikker har set i film og på billeder. Det var i sandhed et fantastisk skue, og vandet fosser derfra videre ned igennem en meget dyb kløft, med flotte klippeformationer.
Turen til Hayden Valley varede længere end jeg havde regnet med, men da jeg endelig kom frem gennem et snævert pas, så åbnede dalen sig op for mig, med det smukkeste syn langt, langt frem. Bjergene som omkranser dalen, er frodige med fyr og asp, med åbne græsarealer ind imellem og der er flere tinder med sne på toppen. Der er bisonokser i store grupper, så langt øjet rækker, og ind imellem går der pronghorn gaffelbukke og elk hjorte. Et paradis på jord. Og det synes rovdyrene også, fordi de har fået smag for de mange små bisonkalve, der er blevet født den seneste tid.
Og ganske rigtigt, kort efter ser jeg i vejsiden et par gutter, stående med kraftige kikkerter, og observere op af en bakkekam, på den anden side af floden. Jeg spørger dem, hvad de kigger efter, og de svarer, at det en grizzly bjørn hun med 2 unger, som lige er forsvundet ind i en gruppe træer. Jeg bliver selvfølgelig helt vild, og hiver min kikkert og mit (eller nærmere vores søn Karls) spejlreflekskamera frem. Jeg bliver stående i en ti minutters tid, og pludselig dukker bjørnene op, uventet, et helt andet sted længere henne af bakkekammen. De spurter rent faktisk ned af skråningen, mere eller mindre i min retning. Men ikke for at spise mig, men faktisk for at tage et bad i floden. Det er nemlig blevet meget varmt op af dagen, med strålende solskin. Og hvem vil ikke tage en dukkert, når lejligheden byder? Ungerne, som er fra sidste år, slås også indbyrdes, og flere gange står de op på bagbenene. Jeg har nogle ret gode videosekvenser af disse hændelser, da kameraet har en kraftig telelinse. Da badeseancen er slut, lunter de stille og roligt langs floden, og forsvinder i et krat. Fed oplevelse. Se videoen her:
Apropos kamera, så har jeg taget cirka et tons billeder af bisonokser, pronghorn gaffelbukke, elk hjorte, hvide bjerggeder, gæs, ænder og ja, saftsusemig også nogle ulve! Se et udvalg af disse billeder nederst på denne side.
Ulvene: Det viste sig, at de 2 førnævnte bjørnespottere kunne fortælle mig, at Slough Creek, lige udenfor Lamar Valley husede en lille ulvefamilie med 5-6 unger. Jeg blev selvfølgelig fyr og flamme, og ræsede af sted. Fremme ved Slough Creek, var der nogle andre spottere, som kunne udpege ulvehulen oppe på en bjergside, ret langt væk. Jeg stirrede og stirrede, men kunne ikke se nogle ulve. Men pludselig dukkede en ulv op med lys pels, og løb hen til hulen. Og kort kom en sort ulv også hulen. Dette var hannen, og den fik åbenbart færten af den elk hjort, som gik og græssede nedenfor hulen. Ulven løb efter elken, som fik benene på nakken og de forsvandt begge bag en bakkekam. Selvom jeg så alt dette på rimelig lang afstand, var det alligevel en stor og bevægende oplevelse, endelig at se ulve i det fri. Der skete senere det fantastiske, at da jeg kommer hjem og ser videooptagelserne igennem, så ER der nogle klip hvor man faktisk kan se ulveungerne tonse rundt omkring hulen. Kan du forestille dig, hvor glad jeg blev, da jeg så dem? Du kan se disse filmklip på godsejerens Youtube kanal her.
Efter denne dejlige oplevelse, kørte jeg ud til mit næste overnatningssted i Cook City, ved nationalparkens nordøstlige gate, som ligger i staten Montana. (Ja, Yellowstone parken ligger både i Idaho, Montana og Wyoming). Der var igen tale om en ægte westernby, med en ægte saloon, som jeg var inde og tjekke ud (og drikke whisky og øl og høre countrymusik, uden at få tæsk af de lokale). Den hed Miners Saloon, der hang geværer på væggene, og bartenderen skulede en anelse olmt på mig. Men det gik fint, og jeg tørnede, efter lidt øl og mad, ind for en god nats søvn.
Næste morgen røg jeg igen tidligt ud af fjerene, og kørte ind i Yellowstone igen.
Jeg var nu blevet lidt mere modig, og på trods af, det blev anbefalet, at man kun gik ud i terrænet i grupper på mindst 3 på grund af bjørnefaren, så gik jeg en lille tur, for at se en særlig flot lukket del af dalen, som jeg havde bemærket dagen før. Det foregik selvklart med langsomme skridt, hvor jeg konstant spejdede til alle sider. Dagen før havde der stået en kæmpe bisontyr på den eng jeg gik på, og den skulle jeg heller ikke bumpe ind i . Men jeg fik set bunden af dalen, og taget et par billeder, inden jeg gik tilbage mod bilen. Men da jeg kom tilbage til vejen, så holdt der 3 biler stille, og jeg kunne se, at folkene indeni kiggede på noget, på den anden side af vejen. Mit hjerte stoppede næsten, af skræk for, at det skulle være et dyr, som kunne give mig problemer. Med et godt tag i min bjørnespray, gik jeg frem til min bil. Det viste sig at være en coyote, en prærieulv, som gik og snusede, lige bag min bil. Jeg var ikke bange for den, men jeg har senere fået at vide, at de godt kan finde på, at gå til angreb.
Men jeg fik nogle billeder og en videosekvens af den.
Og nu er det så, at turens klimaks udfolder sig. Fordi efter at have spottet med kikkert flere steder i dalen, ser jeg pludselig et stort mørkt dyr, som jeg først tror, er en bison. Men jeg kan se, at den bevæger sig anderledes, og det går op for mig, at det er en grizzlybjørn. Jeg står og holder øje med den, og ser og filmer, at den bevæger sig ned til og langs med floden. jeg skifter position, for at kunne følge bjørnen, og da jeg har skiftet position endnu engang, sker der pludselig det, at den krydser floden, og løber direkte op mod mig. ”Damnit, hvor er min bjørnespray??” når jeg at tænke, inden bjørnen igen skifter retning og passerer forbi mig på ca. 150 meters afstand, henover vejen, hvor der nu er stoppet en hel del biler, fordi de har set bjørnen. Den forsvinder ud af syne, men pludselig dukker den op igen, 200 meter bag mig. Den har stadig fuld fart på, men er på vej væk fra mig, og forsvinder op i en kløft. Jeg har lavet en lille film, hvor du kan se denne spændende hændelse. Se den her.
Min tid var ved at være udløbet, da jeg skulle tilbage til Salt Lake City og flyve videre. Jeg kørte sydpå, igennem den nærliggende Grand Teton National Park, som er næsten lige så smuk som Yellowstone, og videre ned igennem Jackson Hole i Wyoming, en kæmpe bred dal, hvor cowboylivet udfolder sig til fulde. På et tidspunkt undervejs, stod der pludselig en cowboy til hest midt på vejen, og spærrede trafikken, fordi en gruppe turistryttere skulle over vejen. Et vidunderligt syn, og et af de bedste billeder, jeg nogensinde har taget. (Synes jeg selv). Selve byen Jackson er meget populær, men er blevet noget ”turistet”, hvis du spørger mig.
Nuvel, turen endte, efter i alt 1100 miles, tilbage i Salt Lake, og jeg vil altid tænke med taknemmelighed tilbage på de 2 skønne dage i Yellowstone National Park.
På turen medbragte jeg følgende fra Godsejeren’s katalog:
LOWE ALPINE AEON 27 DAGTURS RYGSÆK
CROOTS VINTAGE DUFFLE HOLDALL, KANVAS, OLIVEN
HOGGS OF FIFE FIELDPRO SOFTSHELL JAKKE
OPINEL N'08 FOLDEKNIV, OLIVENTRÆ (Den tabte jeg desværre undervejs, men så er det godt, at den kun koster 149 kr.)
Og så havde jeg, til billeder og video, et Canon EOS 650D spejlreflekskamera med (lige lovlig lille) 55-250mm linse, et lille Sony DSSC-WX350 lommekamera med ret godt 20x optisk zoom og mit iPhone 7 kamera. Samt et Vanguard kamerastativ (vigtigt ved optagelser på lange afstande).
Jeg håber, at denne beretning kan inspirere og i det mindste underholde hjemme i stuen, og sætte gang i fantasier og drømme. Tak fordi du læste med.
